Mig og mine cykler

Jeg burde måske besøge en psykolog, for jeg har cykler på hjernen og har haft det længe. jeg ved ikke hvad det er de kan, men de har været så stor en del af mit liv, at der er flere i min omgangskreds der synes at jeg er skør i hovedet. Jeg lærte at cykle da jeg var tre år gammel. Modsat andre børn havde jeg ikke støttehjul eller en pind som en af mine forældre kunne holde, mens jeg øvede mig. Jeg brugte en eftermiddag på den lille blå barnecykel, og så kunne jeg cykle. Jeg har i løbet af mit liv haft næsten alle de slags cykler du kan forestille dig. Jeg har haft turistcykler, bedstemorcykler, racercykler, ladcykler, en tandem, en BMX cykel og lige nu kører jeg på en mountainbike. Tandemen var nok den jeg var mindst glad for, for der var ikke særlig mange af mine venner der gad cykle med, så den stod mest bare og samlede støv ude i cykelskuret. Den mountainbike jeg har nu, er nok den jeg har haft mest glæde af. Jeg tager med jævne mellemrum S toget op til Harreskoven, hvor jeg giver den gas på den mountainbike rute der er deroppe. det er vildt smart, man kan tage toget til Skovbrynet, og bum, så står man lige midt på den sti der er lavet til formålet. Når man er færdig med at cykle, kan man endda gøre sin cykel ren ved de vandhaner der er stillet op til formålet. Det er de andre passagere i toget garanteret glade for, for man kan blive fælt mudret af sådan en tur. Jeg har faktisk også tjent penge på cykler. Jeg havde på et tidspunkt ikke særlig mange penge, det var dengang jeg studerede. Men jeg begyndte at købe cykler, sådan en ti tolv af gangen, på politi auktionen i Vanløse. Dem satte jeg så i stand nede i gården, og solgte dem videre i Den Blå Avis, med en fornuftig fortjeneste. Det var mit studiejob. Det eneste problem var at jeg ofte udviklede et kærlighedsforhold til de cykler jeg havde brugt mest tid på, og derfor blev jeg ærlig talt en lille smule deprimeret når de var solgt, og jeg skulle sige farvel til dem.  

Mig og mine cyklerMig og mine cykler

Related posts: