Mere om skiene

Mere om skiene

Der ligger nok efterhånden en del indlæg her på bloggen, der kommer omkring ski på den ene eller den anden måde, men det er begrænset, hvor meget der er blevet skrevet i dybden om skiene. De er, af gode grunde, ikke til at komme udenom, når du skal på skiferie, og man skal finde ud af, om man skal leje dem og hvor, eller om man skal købe dem eller måske låne dem. Der findes jo en del gode råd derude, og jeg skal forsøge at argumentere godt for min personlige indstilling til det med valg af ski.

1. Jeg synes, som der vel ikke kan være megen uenighed om, at du skal leje dine ski, hvis du er nybegynder eller letøvet. Det kræver lidt tid og noget erfaring at finde ud af, hvad man godt kan lide ved at stå på ski, og hvad man ikke rigtigt er til. Hvis du køber dine ski for tidligt, får du måske ikke fat i de “rigtige” ski – altså dem, der egner sig perfekt til den form for skiløb, du elsker.

2. Jeg synes, du skal købe dine ski, når du har en klar ide om, hvilken type skiløber, du er. Når du først er klar på, hvad du godt kan lide, er det fornuftigt at tage springet og købe dine egne ski. Det er rart at have sine egne ski, som man bruger igen og igen, fordi man simpelthen lærer dem at kende. Det gør skiløbet mere flydende og dine reaktioner bedre tilpassede dine ski. Det koster selvfølgelig mere at købe ski end at leje dem, hvis du tænker kortsigtet. Det koster dog meget mindre på lang sigt, hvis du vedligeholder dine ski ordentligt.

3. Hvilke ski? Du skal læse lidt op på tre størrelser, inden du begiver dig ud i at købe egne ski. De hedder længde, stivhed og svingradius. Det er vigtigt, at du forstår, hvad disse tre størrelser betyder for din oplevelse med at stå på ski, inden du vælger et par. De fleste ekspedienter i butikker, der forhandler ski, vil dog kunne fortælle dig, hvad der er vigtigt. Men de tænker selvfølgelig på salg, og derfor er det rart selv at være forberedt, så du kan gennemskue de mange salgsargumenter.

Her en introduktion til emnerne som du kan læse meget mere om på google.

Længde – dine ski behøver ikke være super lange for at være gode. Jo kortere de er, jo hurtigere er de i en vending. Så du skal ikke gå efter lange ski, bare fordi din gamle skilærer havde sådan nogle, eller du har set andre se profi ud på et par lange planker. Du skal gå efter ski, som gør skiløbet sjovest muligt, og som giver dig de bedste forudsætninger for at nyde skiferien.

Stivhed – Jo stivere dine ski er, jo mere direkte overføres dine bevægelser og jo sværere bliver det at stå på skiene. Stive ski giver dig en hurtigt reaktionstid og det er der mange øvede skiløbere, der godt kan lide. De bløde ski giver dig en lidt mere tilbagelænet stil, og de er mere taknemmelige, hvis du er begynder eller ligeglad med super skarpe reaktionstider.

Svingradius – Svingradius er vigtig for den type skiløb, du gerne vil dyrke. Skal du off-piste så meget som muligt? Eller er du på udkig efter en allround-ski? Her er svingradius vigtig, og du skal sørge for at ramme inden for dine hovedinteresser, især hvis du har nogle lidt særlige interesser (såsom telemarski). Det med svingradius er nok i den mere tekniske ende af skalaen for en almindelig skiløber og derfor skal du være klar på dine behov, når du træder ind i din skibutik – så de kan vejlede dig rigtigt i forhold til denne faktor.

Related posts: