En mors bekymringer

En mors bekymringer

Det havde været en smuk morgen. Det var tidligt, klokken var kun knap 6.00, da hun var taget af sted mod sygehuset. Hendes mand havde været på arbejde, han havde jo natarbejde dengang. Hun havde selvfølgelig ringet til ham med det samme, da hun havde mærket, at veerne var begyndt. Han havde insisteret på at komme hjem og køre hende, men hun havde overbevist ham om, at han bare skulle tage direkte til sygehuset. Så ville hun tage en taxa, og det havde hun så gjort. Det havde nu heller ikke været svært at få en taxa så tidligt på en tirsdag morgen.

Vel fremme på sygehuset var hun blevet mødt af sødt personale, og kort tid efter ankom hendes mand så. Han var helt rundt på gulvet, og han virkede meget forvirret. Hun huskede, at hun havde syntes, at det var så sødt. Blot tre timer senere havde de sammen siddet i sengen med deres nyfødte dreng i armene. Han havde været så skøn.

Som tiden dog flyver

23 år var gået siden da, ja, de var faktisk fløjet af sted, syntes hun. Nu var hendes lille søn flyttet hjemmefra, det var faktisk i går, at han havde taget de sidste flyttekasser med sig. Det havde været en vemodig dag, men samtidig havde hun været stolt af sin søn. Tænk, at han var blevet en modig, ung mand, der turde gøre, lige som han selv havde lyst til. Nu flyttede han ind til den store by, hvor han skulle bo sammen med sin søde kæreste.

De praktiske ting havde han dog alligevel haft brug for hjælp til, og hun var villigt trådt til sammen med sin mand. Sammen havde de tre sat sig ned og kigget på el og gas, hvad der mon bedst kunne betale sig for dem i den nye lejlighed. De havde også kigget på telefoni og internet, men der havde deres søn nu alligevel et forspring. I hvert fald i forhold til hende. Hendes mand vidste også meget om den slags, mens hun følte sig lidt sat af.

Midt i alle disse tanker omkring sønnen ringede hendes telefon. Det var hendes kære søn. Om de måtte komme hjem til dem og spise med i morgen aften? Selvfølgelig måtte de det, svarede hun og glædede sig over, at han stadig gad komme i sit barndomshjem.

Related posts: